Konjunktiv I og indirekte tale på tysk: former, tider og ordstilling
Indirekte tale i skriftsprog: infinitivstamme + -e (er sage, er habe; sein: er sei); er formen lig indikativ, træder Konjunktiv II til.
Regel
Konjunktiv I gengiver hvad en anden har sagt, uden at skribenten står inde for det – i nyheder, referater og kildehenvisninger. Dansk har ingen tilsvarende modus, så formen er ny: dansk indirekte tale bruger «at» + indikativ, ofte med tidsforskydning («han sagde at han var syg»).
Dannelse: infinitivstammen (infinitiv minus -en) + -e, -est, -e, -en, -et, -en: sagen → er sage, können → er könne. Stærke verber beholder stammevokalen: er fährt → er fahre, er gibt → er gebe. Kun sein er uregelmæssigt: ich sei, du sei(e)st, er sei, wir seien, ihr seiet, sie seien.
Brugbare former er dem der adskiller sig fra indikativ: 3. person ental af alle verber, alle former af sein og – ved modalverberne og wissen – også 1. person ental (ich könne, ich wisse). du- og ihr-formerne (du habest, ihr habet) lyder gammeldags; i stedet bruges Konjunktiv II.
Erstatningsreglen: er Konjunktiv I lig indikativ (wir haben, sie kommen), tager du Konjunktiv II (sie hätten, sie kämen); er den lig Präteritum (alle svage verber: sie arbeiteten), tager du würde + infinitiv (sie würden arbeiten).
Tre tidsniveauer: nutid er arbeite; fortid habe/sei + Partizip II (er habe gearbeitet, er sei gekommen) – for Perfekt, Präteritum og Plusquamperfekt i den direkte tale, med Perfekts hjælpeverbum; fremtid werde + infinitiv (er werde anrufen).
Ordstilling: efter dass står det finitte verbum sidst (Er sagt, dass er müde sei); uden dass står verbet på plads 2 (Er sagt, er sei müde). Kommaet skal med i begge. Længere referater udelader som regel dass; Konjunktiv I markerer selv referatet.
Spørgsmål og opfordringer: ja/nej-spørgsmål får ob, hv-spørgsmål (W-Frage) beholder spørgeordet; begge er ledsætninger med verbet til sidst. En imperativ bliver sollen (ordre) eller mögen (høflig anmodning). Forskydninger: pronominer følger den nye synsvinkel (ich → er, mein → sein, du → ich), og tid og sted tilpasses når situationen er en anden (morgen → am nächsten Tag, hier → dort).
I tale refererer man med dass + indikativ eller Konjunktiv II; faste udtryk bevarer formen: Es lebe die Freiheit!, Man nehme drei Eier …, Gott sei Dank.
Eksempler
- Sie schreibt, sie sei krank und könne morgen nicht kommen. — Hun skriver at hun er syg og ikke kan komme i morgen.
- Der Sprecher sagte, die Regierung plane keine neuen Steuern. — Talsmanden sagde at regeringen ikke planlagde nye skatter.
- Er behauptet, er habe davon nichts gewusst. — Han påstår at han intet vidste om det.
- Die Zeugin erklärte, sie sei um acht Uhr nach Hause gegangen. — Vidnet (kvinde) forklarede at hun var gået hjem klokken otte.
- Der Minister betonte, man werde die Ergebnisse im Mai veröffentlichen. — Ministeren understregede at man ville offentliggøre resultaterne i maj.
- Mein Kollege sagt, dass er die Zahlen noch prüfen müsse. — Min kollega siger at han stadig skal tjekke tallene.
- Sie fragte, ob er noch Zeit habe. — Hun spurgte om han stadig havde tid.
- Der Arzt sagte, ich solle mich zwei Tage ausruhen. — Lægen sagde at jeg skulle hvile mig i to dage.
- Die Nachbarn behaupten, sie hätten nichts gehört. — Naboerne påstår at de ikke har hørt noget.
Tabel
| Person | sein | haben | werden | können | gehen |
|---|---|---|---|---|---|
| ich | sei | habe = |
werde = |
könne | gehe = |
| du | sei(e)st | habest | werdest | könnest | gehest |
| er/sie/es | sei | habe | werde | könne | gehe |
| wir | seien | haben = |
werden = |
können = |
gehen = |
| ihr | seiet | habet | werdet = |
könnet | gehet |
| sie/Sie | seien | haben = |
werden = |
können = |
gehen = |
Fed skrift = formerne i indirekte tale; = = lig indikativ, erstattes af Konjunktiv II (hätte, hätten, könnten, kämen) eller, hvor også den er lig Präteritum, af würde + infinitiv (sie würden gehen, ikke gingen).
| Direkte tale | Hvad ændrer sig | Indirekte tale |
|---|---|---|
| „Ich arbeite in Berlin.“ | nutid → Konjunktiv I | Er sagt, er arbeite in Berlin. |
| „Ich habe lange gewartet.“ / „Ich wartete lange.“ | Perfekt, Präteritum, Plusquamperfekt → én fortidsform | Er sagt, er habe lange gewartet. |
| „Ich bin zu spät gekommen.“ | fortid med sein | Er sagt, er sei zu spät gekommen. |
| „Ich werde morgen anrufen.“ | fremtid | Er sagte, er werde am nächsten Tag anrufen. |
| „Hast du Zeit?“ | ja/nej-spørgsmål → ob | Er fragte, ob sie Zeit habe. |
| „Wann beginnt der Film?“ | hv-spørgsmål → spørgeord, verbet sidst | Er fragte, wann der Film beginne. |
| „Ruf mich an!“ | imperativ → sollen | Er sagte, ich solle ihn anrufen. |
| „Wir haben nichts gehört.“ | Konjunktiv I = indikativ → Konjunktiv II | Sie sagen, sie hätten nichts gehört. |
Typiske fejl
- ❌ Er sagt, er seie krank. → ✅ Er sagt, er sei krank. — sein er uregelmæssigt: intet -e i 1. og 3. person ental.
- ❌ Sie sagt, sie fähre nach Wien. → ✅ Sie sagt, sie fahre nach Wien. — formen bygger på infinitivstammen, uden indikativens vokalskifte.
- ❌ Sie schreibt, sie habe gestern nach Berlin gefahren. → ✅ Sie schreibt, sie sei gestern nach Berlin gefahren. — fortiden tager Perfekts hjælpeverbum, ligesom dansk «hun er kørt».
- ❌ Er fragte, dass sie Zeit habe. → ✅ Er fragte, ob sie Zeit habe. — ja/nej-spørgsmål får ob («om»), udsagn dass («at»).
- ❌ Er fragte, wann beginnt der Film. → ✅ Er fragte, wann der Film beginne. — et refereret hv-spørgsmål er en ledsætning med verbet sidst og i Konjunktiv.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan danner man Konjunktiv I på tysk?
Infinitivstamme + -e, -est, -e, -en, -et, -en: sagen → er sage, können → er könne. Stærke verber beholder stammevokalen (er fahre, er gebe), og sein er uregelmæssigt: sei, sei(e)st, sei, seien, seiet, seien. I praksis klarer 3. person ental næsten alt arbejdet.
Hvad gør jeg når Konjunktiv I ser ud præcis som indikativ?
Brug Konjunktiv II i stedet: wir haben → wir hätten, sie kommen → sie kämen. Er Konjunktiv II selv lig Präteritum, som ved alle svage verber (sie arbeiteten), bruger du würde + infinitiv: sie würden arbeiten.
Hvordan refererer jeg noget der skete i fortiden?
Med én eneste form: habe eller sei + Partizip II – Er sagt, er habe gearbeitet; Er sagt, er sei gekommen. Det er ligegyldigt om den oprindelige sætning stod i Perfekt, Präteritum eller Plusquamperfekt; hjælpeverbet er det samme som verbet tager i Perfekt.
Hvordan gengiver man spørgsmål og opfordringer i indirekte tale?
Ja/nej-spørgsmål får ob, hv-spørgsmål beholder spørgeordet, og i begge står verbet til sidst: Er fragte, ob sie Zeit habe / wann der Film beginne. En imperativ bliver til solle ved en ordre og möge ved en høflig anmodning.
Skal jeg bruge Konjunktiv I når jeg taler tysk?
Nej. Den hører til nyheder, referater og formelt skriftsprog, hvor den signalerer at skribenten kun bringer udsagnet videre. I samtale refererer tyskere med dass + indikativ eller med Konjunktiv II – og nogle faste udtryk har bevaret den gamle form: Es lebe die Freiheit!, Man nehme …, Gott sei Dank.